Om mig

Årets kunstner 2020

Den 19. september 2020 blev jeg udnævnt til Årets Kunstner 2020 af foreningen Det Gamle Trykkeri i Slagelse. Det var en stor glæde for mig at blive nr. 19 i rækken af kunstnere, der har oplevet den store ære.

Formanden for Kultur- og fritidsudvalget i Slagelse Kommune, Jørgen Andersen (til venstre) overrakte diplomet. Formanden for Grafisk Støtteforening, Asger Falkenberg, står til højre.

Jeg havde i dagens anledning lavet et særligt portræt af Jørgen Andersen som jeg overrakte til ham. Derudover trykker Det Gamle Trykkeri ca. 150 kunsttryk af et af mine malerier til sine medlemmer.

Festugekunstner 2019

I 2019 havde jeg fornøjelsen at blive udpeget til at være årets festugekunstner ved Slagelse Festuge. Her malede jeg to værker som blev brugt til etiketter på Slagelse Festuge vinen – en rødvin og en rosévin.

De to malerier blev herefter solgt på en auktion til fordel for Julemærkehjemmet i Skælskør.

Inspiration fra Storebælt

Jeg har i gennem tiden hentet meget inspiration fra Storebælt, som jeg har boet tæt på og med udsigt til i mange år.

Jeg opholder mig for det meste af tiden i mit atelier. Her kan jeg hellige mig maleriet. Fra barnsben af havde jeg et stort ønske om kun at tegne og at male. Men dekorationsbranchens muligheder har jeg heldigvis også som voksen haft stor mulighed for at pleje min interesse.

Blomstermalerier

Jeg maler også gerne blomster. Det begyndte især på Gisselfeld, hvor jeg boede i mange år. Blomsterne, som blev købt ind for at pynte op med, gjorde mig nysgerrig. De fantastiske forandringer, der skete med farver og form – ikke mindst, når de forfaldt, fik mig i gang med penslerne.

Derfor er blomster stadig en kilde til stor oplevelse, når jeg følger årets gang i haven og henter “modellerne” ind.

Portrætter

Jeg har i mange år været meget optaget af at male portrætter. Jeg arbejder for det meste efter fotografi. Enten det er personer eller kæledyr. Min elskede hund og tro følgesvend har siddet model mange gange.

Hvis du har brug for en særlig gave til en rund fødselsdag, konfirmation eller lignende maler jeg gerne på bestilling efter et tilsendt fotografi. Skriv til mig i god tid, så aftaler vi nærmere.

Gitte Levins CV

Jeg er født i 1947. Efter et langt liv som dekoratør trak jeg mig tilbage i år 2000. Nu skulle min mangeårige drøm om at male på fuld tid opfyldes.

  • Århus Design Skole 2012
  • Masion des Arts Artschool Frankrig 2004
  • Iasos Kunstskole i Tyrkiet
  • Holbæk Kunsthøjskole fra 1998
  • Bodil og Ibrahim Ørs fra 1987
  • Ulrik Hoff, Gentofte 1981
  • Mabel Rose ,Hørsholm 1982
  • Jørgen Lund, Farum 1980-1993